ResuméTrøst er et velkendt og centralt greb, som de voksne har i brug i børnehavens dagligliv med børnene, mens det som begreb sjældent er i brug i pædagogikken og slet ikke findes i de myndighedsdokumenter, der regulerer daginstitutionssektoren. Dette tilsyneladende fravær er paradoksalt i betragtning af, hvor strengt den civilisatoriske levemåde påbyder voksne at trøste børn, hvor der er brug for det. Indledningsvis lægger vi de kropssociologiske og handlingsteoretiske præmisser for vores undersøgelse af trøstens praktik frem og redegør for trøstens anledninger, variationer, rytmer og sprog. Det empiriske arbejde bygger på feltobservationer i en norsk børnehave fulgt op af fokusgruppeinterview med dens pædagogiske personale og et gruppeinterview med syv af de ældste børn. Fundene gør opmærksom på betydningen af de kropslige samspil og på den centrale betydning, voksnes kropslige førrefleksive kapaciteter har i og for trøsten. Med opsummeringen om trøstens særlige effektivitet udfordrer vi den pædagogiske forskning og de pædagogiske uddannelser i forhold til, hvordan man anskuer betydningen af de kropslige, emotionelle kapaciteter, som de kommende pædagoger kan have udviklet, allerede inden de begynder på pædagoguddannelsen. ENGLISH ABSTRACT Drive and Dynamics in the Comforting Interplay in the Kindergarten Consolation is a well-known practice that professionals use in the kindergarten’s daily life with the children, but it barely exists as a concept in pedagogy. The importance of comfort and comforting interactions for the children has virtually no attention to research, and no real place either in the pedagogical educations or in the authority documents that regulate the daycare sector. This absence is paradoxical given how strictly the civilizational way of life requires adults to comfort children where needed. Initially, we present the sociological premises of our study of the practice of comfort, where we account for the occasions, variations, rhythms and language of comforting children. The empirical work is based on field observations in a Norwegian kindergarten, followed by a focus group interview with its pedagogical staff, and a group interview with seven of the oldest children. The findings draw attention to the importance of bodily interactions and to how it is the adult’s bodily and pre-reflexive capabilities as an essential professional resource. In continuation of the conclusion, we challenge pedagogical research and professional education on their perception of bodily and emotional capabilities as a basic prerequisite to master educational practice in kindergartens.
Read more