Gennem fire nedslag i tysk og dansk naturvidenskabelig og jagtlig litteratur i perioden 1754-2017 undersøger artiklen træk af den historiske relation mellem menneske og ræv i et flerartsperspektiv. Artiklen viser, hvordan forholdet mellem menneske og ræv udvikler sig fra tidlig moderne tid til nutiden. I den tidlige moderne periode optræder ræven som liminal figur og et mere komplekst og identificerbart væsen, der tillægges karaktertræk, vi som mennesker kan relatere til i en form for væsensfællesskab. I den post-domesticerede nutid er ræven fremstillet med poterne solidt plantet i dyrenes og naturens sfære – klart adskilt fra mennesket, men stadig i rollen som grænsefigur, der frit bevæger sig mellem dyrenes og menneskets sfære.

Med afsæt i historiske og empiriske beskrivelser af offentlige og private badefaciliteter i Japan undersøger denne artikel kulturelle betydninger i japansk badepraksis. Ved at undersøge nøgenhed og varmt vand som mediatorer for nærhed og intim socialitet i Japan, udfordrer artiklen grænserne mellem den private og den offentlige sfære samt det intime og sociale. Artiklen viser, at badepraksis i Japan knytter bånd både på individplan og mellem statsborgere og argumenterer for, at badning i Japan er mere end bare et bad: Gennem intim socialitet genereres en imaginær varme og forbundethed mellem mennesker, som er et vigtigt element i den kulturelle sammenhængskraft og nationalidentitet i Japan.


 
 
 Storbritanniens botaniske havers involvering i det Britiske Imperiums koloniale ekspansion er et velbelyst emne.1 Alligevel bærer formidlingen af denne del af havernes og planternes historie ikke præg af den samme kritiske stillingtagen, som den, mange etnografiske museer de seneste år er begyndt at præsentere for deres besøgende. I denne artikel, der er baseret på antropologisk feltarbejde i og omkring den botaniske have i Oxford og the Royal Botanic Gardens i Kew, viser jeg, hvordan den koloniale videnskabelige praksis fortsat udføres igennem navngivning af planter, samt hvordan plantesamlingernes koloniale ophav kun overfladisk præsenteres for havernes besøgende.
 
 

Denne artikel fokuserer på de mange ruiner af bunkers fra Anden Verdenskrig, som stadig sætter deres præg på den jyske Vesterhavskyst. Dens anliggende er at undersøge denne tunge, komplekse og uafklarede kulturarv, der i dag er vokset sammen med kystlandskabets natur, i en nutids- og efterkrigsoptik. Empirisk materiale fra et nyligt forsknings- og udviklingsprojekt, der søgte at udnytte et af de tidligere tyske forsvarsanlæg på nye måder, suppleres med historiske eksempler og diskuteres i lyset af kulturteoretisk litteratur, der ikke alene ser bunkerne som historiske spor, men også som æstetisk-arkitektoniske strukturer med fortsat appel og fascinationskraft.

Med udgangspunkt i begreberne soundscape og soundwalking præsenterer artiklen en strategi og metode for musealisering og dokumentation af lyd på kulturhistoriske museer. I artiklens første del, der også samler op på eksisterende udenlandske og danske erfaringer med indsamling af lyd, introduceres læseren til soundwalkens teori og metode. I artiklens anden del præsenteres et eksempel på brug af soundwalking og lyttedagbøger som kuratorisk metode til indsamling af lyd til Greve Museums samling. Artiklen er en del af et ph.d.-projekt om lydindsamling på kulturhistoriske museer, der blandt andet munder ud i en række strategier for og metoder til lydindsamling og lyddokumentation på kulturhistoriske museer.

På kulturhistoriske museer i Danmark og udlandet vinder en audiovisuel formidlingstendens frem, der inkluderer videofilmede erindringsinterview med tidsvidner i udstillinger. Inddragelsen af tidsvidner er blevet fremhævet som en mulighed for at formidle almindelige menneskers erindringsarbejde, og som noget, der menneskeliggør og intensiverer museumsformidling. Brugen af tidsvidner i museumsformidling legitimerer imidlertid også en given museumsinstitutions fortidsfortællinger og øger museets troværdighed. I forlængelse af denne mere underbelyste og kritiske interesse spørger vi til, hvordan inddragelsen af tidsvidner i Danmarks Forsorgsmuseums udstilling Skjulte Danmarkshistorier og Den Gamle Bys Velfærd og frisind – 1974 på forskellige måder både autentificerer og deautentificerer museernes historieformidling. Teoretisk sker det primært med udgangspunkt i Steffi de Jongs tidsvidne-begreb.

I perioden 1908-1930 afholdtes en række dansk-amerikanske stævner på danske folkehøjskoler med det formål at (gen)etablere danske udvandreres tilhørsforhold til Danmark. Med udgangspunkt i disse stævner undersøger artiklen, hvordan hjemlandsturisme er blevet anvendt som et transnationalt redskab til at producere dansk identitet. Artiklen demonstrerer, at den danskamerikanske hjemlandsturisme markerer begyndelsen på en transnational kulturudveksling, som er bemærkelsesværdig, dels fordi den finder sted allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, og dels fordi den var motiveret af en grundtvigiansk organisation med en klar nationalistisk agenda. Eftersom den tidligste dansk-amerikanske hjemlandsturisme ikke tidligere er blevet udforsket, bidrager artiklen til at fortælle et hidtil ukendt kapitel af den danskamerikanske historie.

Skatter og afgifter var en væsentlig del af middelalderens økonomi. I det væsentlige forstår forskningen disse fænomener som en del af den overordnede fortælling om centralisering og rigets opbygning. Det foreslås i artiklen, at dette perspektiv suppleres med forståelsen af skatter og afgifter som akkumulerende strukturer omkring samfundseliten, fordi dette tillader nye blik, metoder og teorier på væsentlige spørgsmål om senmiddelalderens opbygning og kultur. Dette gælder i særdeleshed i forhold til dets bureaukrati, centralisering, dokumentationspligt- og ambition, samt bønders og herrers selvforståelse gennem deres respektive roller i skattevæsenet som enten “givere” eller “modtagere”

Formålet med artiklen er at sætte fokus på forholdet til kroppen, tabu og renlighed ud fra kendskabet til vikingetids- og middelalderlatriner og at efterprøve fortærskede teorier om, at man skulle have gået rundt i sit eget skidt.

Med afsæt i forarbejdningen af kartofler til avanceret kartoffelstivelse i et område af Jylland, der tidligere lagde grund til udvinding af brunkul, udforsker vi i denne artikel former for liv på en stærkt industrialiseret jord. Gennem en kulturanalyse i jordhøjde i et særligt menneskeskabt landskab viser vi, at jyske kartofler har alt muligt at gøre med vingummi, brunkulsudvinding, hjorte, asiatiske nudler, parmesanost og frembringelsen af nye forbindelser i verden. Ved at rette blikket mod sådanne forbindelser i et landskab gennemgribende formet af ressourceudvinding, diskuterer vi muligheder for forskellige arters sameksistens og retter blikket mod både monstrøse og vidunderlige effekter af industriel virksomhed. Begrebet antropocæn bruger vi til at undersøge det menneskeskabte brunkulslandskab som en mangetydig økologi sammensat af både planlagte og løbske elementer.